Biocirkulatorer slutter kredsløbet fra jord til bord – og tilbage til jorden. En biocirkulator producerer kvælstofgødning, kompost, varme og vand af biomasse. 

Husholdningsaffald, have-/parkaffald, fødevareindustriens restprodukter, slam og sågar biogasanlægs fiberfraktion egner sig til at blive behandlet i en biocirkulator. Ligesom alle former for husdyrgødning eller planterester fra landbrugsproduktion er egnede. På grund af den effektive hygiejnisering med temperaturer over 70o C i mere end 1 time overholdes myndighedskrav til hygiejnisering af biomasse til anvendelse i ny produktion af fødevarer og foderafgrøder.

Nogle biomasser indeholder kontaminanter som plastikstykker, metal og sten. De kører så vidt muligt hele med biomassen igennem anlæggene og kan sorteres fra komposten når den kommer ud på den anden side. 

Processen i biocirkulatoren bygger på kompostering. Hovedprodukterne fra biocirkulatoren er en kvælstofgødning i vandig opløsning og hygiejnisk kompost. Biprodukter er den varme der udvikles i processen, som kan nyttiggøres til opvarmning, tørring mv., og vand, der er så rent at det kan udledes i omgivelserne uden at skade miljøet. Eller også er det varmen og vandet der er hovedprodukter, og gødningsfraktionerne er biprodukter – det kommer helt an på brugerens fokus.

Ved omsætning af biomasse vil der også altid frigives CO2. For de fleste er CO2 et affaldsstof, men ved dyrkning i væksthuse er CO2 et værdifuldt input, hvis det kommer i den rigtige kvalitet, dvs. uden andre gasser, der er skadelige for kulturen. Fra en biocirkulator kommer CO2’en ud i helt almindelig vandmættet luft ved 15-20 o C. Den eneste forskel er, at CO2 koncentrationen er hævet fra under 0,04 % til op i nærheden af 10%.